Human Contact

Det sandeste i os

drums


Til det sandeste i os

Vidste du at hvis vi går tredive generationer tilbage så er vi i familie med 1.000.000.000 mennesker!! Og hvis vi går længere tilbage …….!
Den slags tanker og tal giver stof til eftertanke. Du og jeg er i familie. Og sikken en familie! Søstre, brødre, fædre og mødre! I lande over hele verden!
Mænd og kvinder på din fars og mors side har med succes overlevet siden tidernes morgen. Det er lidt af et mirakel, når vi tænker på alle de ulykker, krige og sygdomme de har været udsat for. Du og jeg der lever nu og her, i dag, som overlevere! Vi bærer i vores gener enorme psykiske og fysiske minder om forsvundne tider. Epigenetik eller psykobiologi kan det hedde. Gad vide om vi som individer i fremtiden får adgang til de minder og bevidst kan udnytte dem til bedre valg for os selv og hinanden? Gad vide om nogle mennesker allerede har adgang til de minder, de erfaringer og den visdom.

At vi stadig vælger at slå hinanden ihjel, at vi ikke med større medfølelse og næstekærlighed omgås hinanden, at uligheden i verden er så voldsom og at så mange mennesker er uden mad og drikke. Og at vi ikke formår at samarbejde bedre om kloden og miljøet. Det er fortsat lidt at et mysterie i mit univers. 
Jeg kender naturligvis til vreden og hadet. Lysten til at sparke og slå. Lysten til at ‘det onde’ skal spærres inde eller slåes ihjel. Så når jeg mærker efter de følelser jeg også kender, mine mørke sider, så er det jo ikke et mysterie. 

Mysteriet handler mere om at det fællesskab, den kæmpe store familie vi alle er en del af, ikke har formået at skabe rammer og retningsliner for hvordan den mørke side i os kan få plads til at udfolde sig - uden at det skal koste menneskeliv, uden at det skal gå ud over andre.
Egoets grådighed, begær og kontrol er funderet i frygt. Frygten for ikke at overleve. Derfor er vores første prioritet at sikre vores egen, vores familie og vores lands overlevelse. Vi er bevidste om hvor truslerne kommer fra og hvordan vi møder dem. Måske er det også derfor at du og jeg er her i dag. Som overlevere, siden tidernes morgen. Derfor vi kan takke vores forfædre for deres grådighed, deres kontrol og frygt. De har sikret os vores overlevelse. Vores forfædre har været 'de stærke'. Paradoksalt, ikke?

Det er et dybt håb at vi en smukkere fremtid kan håndtere trusler og frygt med en anden bevidsthed. En bevidsthed der inkluderer dialog og samarbejde. En bevidsthed der ikke alene er funderet i primatens instinktive overlevelsesprogram. Kæmp, Flygt eller Frys! 

Psykologen og fysikeren Arnold Mindell kalder det dybde demokrati. Altså demokratiske processer hvor møder ikke slutter før alle føler sig set, mødt og hørt. Møder der inkluderer og anerkender de mørke sider som begær, magt og grådighed, som noget der bor i os alle. Frygten der kontrollerer vores liv, hvis ikke vi tager os af det.
En god ven og kollega, Viggo Müller brugte sætningen ‘det sandeste i os’  om en måde at være sammen på. Det er en udfordring at udtrykke det sandeste i mig, lige som det er en udfordring at lytte til og møde det sandeste i dig
A.H. Almaas mener at lige så uendelig vores bevidsthed strækker sig imod skønhed og rigdom, lige så uendeligt strækker bevidstheden sig ind i mørke og grusomhed.

Det kræver høj moral og etik at rumme så store vidder af menneskelighed. 
Det kræver medfølelse og mod at se det sandeste i os.
Tænk hvis vi kunne gå på opdagelse i det indre paradoks, at vi indeholder det grummeste og grimmeste, samtidigt med det smukkeste og helligste. Tænk hvis vi kunne møde, det ankerkende det, udforske det - uden at skulle udleve det. Tænk om vi kunne dele det med hinanden uden dom. Og aftale - helt bevidst - hvad vi gerne vil handle på, hvad der er vigtigt for os alle at vi handler på.
Det er min oplevelse at det psykoterapeutiske rum er en mulighed for den udforskning, at det er muligt at gå på opdagelse i hele dit indre bevidsthedsunivers.  Det er også min oplevelse at denne opdagelse frisætter dig og frisætter din livsenergi.
Det kræver kropsarbejde, bevidsthedsarbejde og mod at udtrykke det sandeste i dig.

Psykoterapi, bevidsthedsarbejde, gruppeprocesser - for din krop, dine følelser og dine tanker

Det er når rejsen ud i verden også bliver til rejsen ind i bevidstheden.

Sikke en rigdom!

Sikke et liv!

Dette site bruger cookies til at tilpasse indhold og annoncer og til at analysere trafik. Jeg deler også oplysninger om din brug af websitet med mine partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Du samtykker til vores cookies, hvis du fortsætter med at anvende vores hjemmeside. Ønsker du ikke cookies, er du velkommen til at slå dem fra i din browser eller at forlade sitet.